Behandlingstyper

Her får du ”hands on ” behandling, helt bogstaveligt.

Alle behandlinger sammensættes efter den enkeltes behov. Jeg benytter mig af forskellige teknikker, udvalgt efter, hvad der er mest relevant for at opnå den ønskede effekt.

 Det kan fx være:

  • Løsne spændte muskler, hvor jeg gennemarbejder muskulaturen også i dybden.

  • Opnå bedre bevægelse, hvor jeg løsner og strækker på muskler og bindevæv.

  • Slippe tilbagevendende spændinger ved brug af afspænding.

I nogle tilfælde er det nok at arbejde lokalt, men 30 års erfaring har vist mig, at det ofte forbedrer resultatet meget at arbejde over et større område, som ofte ikke giver symptomer, men hvor en årsag kan sidde gemt.

Fysioterapi

Mit faglige udgangspunkt er min uddannelse som fysioterapeut. Den meget detaljerede viden om muskler, bindevæv, knogler, led og øvrige kropsfunktioner er mit klare faglige fundament. Gennem alle årene er det målet om en effektiv behandling af muskler og bindevæv, der har interesseret mig. Jeg har derfor gennem kurser forfulgt den nysgerrighed, følger den nyeste viden, og blander den med erfaring, for at opnå den mest effektive behandling. Senest har jeg taget flere kurser i ”Anatomy Trains”, som er den nyeste viden fra en amerikansk forsker, Tom Myers, om hvordan muskler påvirker hinandens spændingsniveau i et meget mere komplekst mønster, end man hidtil har vidst.

Massage

Mange beskriver behandlingen som massage. Jeg arbejder musklerne igennem for at finde spændingerne, og løsne dem. Ved at arbejde ud fra trigger-punkter kan man hurtigere få muskler til at slippe deres spænding. Samtidig er trigger-punkt systemet med til at vise, hvor årsagen til en smerte ligger gemt, ikke nødvendigvis der, hvor det gør ondt, men i en anden muskel et andet sted. Samtidig er det også vigtig, at have bindevævet med i betragtning, da spændinger i bindevævet kan fastholde spændinger i muskulaturen. Spændinger påvirker bevægeligheden i kroppen, den nedsatte bevægelighed giver grobund for spændinger, og så kører den onde cirkel. Så målet er at få balance i muskulaturen, og derved langt bedre funktion i kroppen.

 

Kranio-Sakral

Kranio-sacral terapi (forkortet til KST) er en helt speciel behandlingsform, der giver en dyb afspænding. Der arbejdes med lette tryk, især omkring nakke og hoved, men også ryg og bækken. Den væsentlige del af behandlingen foregår omkring hovedet, hvor der er bestemte punkter, der arbejdes på. Kraniet er sat sammen af flere knogler, og behandlingen handler meget om at påvirke de linjer/punkter, hvor disse knogler mødes. Derudover arbejdes der en del på overgangen fra nakke tik hoved, og omkring ørerne.

Kranio-sacral terapi kan være rigtig godt mod anspændthed eller stress lignende symptomer, uro søvnproblemer, hovedpine samt flere andre symptomer i samme kategori. Det kan også være følger efter hjernerystelse eller andre kranietraumer. KST kan bruges til alle aldre også spædbørn, hvor det er meget brugt mod Uro (det man nogle gange kalder kolik børn).

 

Mulligan-metoden

Mulligan MwM er teknikker, hvor man guider led med bevægeproblemer til at bevæge sig smertefrit. Det er gode teknikker til at få genskabt bevægelighed både omkring rygsøjlens led, men også led i arme og ben som fx skulder, albue, hofte og knæ.

 

Anatomy Trains

Den nyeste forskning i anatomi viser en større kommunikation mellem muskler. Det har vist sig, at der er ubrudte muskelfibre fra en muskel til den næste, hvorved musklerne i højere grad påvirker hinanden til at øge spændinger. Det betyder, at det er vigtigt at behandle flere af de sammenhængende muskler for at få en mere effektiv behandling. Så derfor vil en behandling ofte brede sig over et større område, end der hvor smerten sidder.